↩
Af den fornuftig Siæl ved Hiernens middel-verke,
Oprinder Sind oc Sands Hukommelsen den Sterke,
Ved hvilken Seneca tu tusind' Ord udførde,
I Orden uden fejl, som hand kun eengang hørde.
Kong Cyrus den Monarch oc hafde saadan efne,
At hand hver Høfvidsmand ved nafnet kunde næfne,
Saa vel som hver Soldat, oc mange tusent Knecte,
Som ham til tienste var', oc med ham vilde fecte.
Af sligt forgyldt Thresur tog Pyrrhi abgesandte,
(Der sig til Krig mod Rom af Cyrrha lood forgante)
Oc saadan herlig Skat, saa højt med Sind at stefne,
At hand kund' anden dag med Nafn oc Til-nafn næfne,
Det store Romer-raad, der ham indtog oc æred',
Alt som hand i lang tiid hoos dennem hafde været.
Hukommelsen oc er, vor' Øjnes trofast Skrifver,
Oc Bundens Almanach: En viis Skat-mester gifver,
Som vel forvare kand, hvad Mennisken med Sinde
Optænker, andre saa at føre sligt til minde.
Fra første Tiid, at Gud al Verdens Grundvol sætte,
Sool, Maane, Stierner oc lod Himlens Kreds oprette;
Saa at Fornuften ej kand hviile, kand ej raste,
Før hun Hukommelsen om saadant kand opkaste.
Fast holdend' udi hæfd, med Gordianske Næfver
Hves nu forfalde kand, hoos det som er for øfver,
Blir viis oc gidser end hvad efter dags kand hende,
At vi vor Lefneds Rest des lykeliger' ende.
Endog at voris Sind, med Kød er ombefanged,
Som i en Boje stærk bestricked oc bestranged,
Ja som i Grafven mørk: dog far det U-besværed,
Fra Calpe til Imau, nu tvers nu langs i været,
(Fast snarer end den Sool, der i en døgn gesvinde,
Al Jordens runde Kreds kand raskelig omrinde)
Igiennem Himlens fuct, kalt, heedt, ocsaa det tørre
Opleeder alt med fliid, hvad det kand os kundgjøre,
Hvoraf den hviide Snee, Hagl, Vind oc Iisen kommer,