↩
Af hvad Materi vel, med Liunild, Torden brommer,
Den sørgelig Comet, i Luften klar udbryder,
Hvoraf den tagen er, oc hvad den brand betyder.
Ja stiiger højer op i Æthers Boolig dristig,
At see det blanke Huus; med Fingr' at maale lystig,
Klar Sools oc Maanens Gang; oc andre liuse brande,
Beskrifvende med Konst, hvad Kraft der er for haande.
Oc det som meer' end er! naar mand det ringest acter,
Som er natuurligt: da det Sind meer' efter-tracter,
I Tankers fulde Løb sig self fast ej fornøjer,
Ofrspringer Verdens Muur, sig ofver sig ophøjer,
Til det U-siunlig Huus, hvor Gud er self tilstede,
At see hans Ansict klart, med ofvervettis Glæde,
Samt oc det Ridderskab den mæctige Hær-skare,
Som paa den Herre stoor, med Lyst maae tjenlig vare.
Hvad ej formaaer det Sind, med Lyst som stedse strefver,
Sit Nafn U-dødeligt at giøre men hand lefver?
Fra Vesten runden om til Østen du dig vende,
Til varme Morers Land fra kaaldest Iislands Ende,
Du skalt der intet see oc ej saa drabligt høre,
At Pensel, Staal oc Pen, det jo kand efter gjøre,
Saa liigt, at Øjet skal besværlig giøre skellet,
Paa det som lefvend' er oc eftergiorde Billed.
See konstig Kaaber-stuth, i Støbning saa gelinger,
At self de Hæste der tilløber, den bespringer.
Den skønne Viinstok søød, fra Zeuxis maler-haande,
Saa lig staar paa en dug, som paa de Bierge-Lande,
At Fuglene besvigt', hiid tiit af Hunger flue,
Oc for en Drue voxt, bepicke malet drue.
Det Marmor-billed liigt i Grækernis Athene,
Saa liiflig red fra Haand at det med Konst hin reene,
Bedrog en ung Person, som vilde det troolofvet,
Oc af forblommed Pract, sin Amor der paa vofvet.
Den Venus ofver-skøn Apelles contrafejet,
Ved hvilken mangt et Sind til U-tuct er hendrejed.