↩
End oc dig drifver fort, de Verk at kænde meere,
Som Gud den sande Gud, dig selfver faaer at lære.
Sligt bær nok Vidnisbiurd at HErrens Billed helligt,
Er indtryct i din Siæl, oc stedse virker delligt,
At som Gud Skønhed self, oc self er Viisdoms Kilde,
Saa er din Siæl oc skøn, oc uden al Vansnilde:
Som Gud ej døer, saa kand din Siæl oc ingen døde:
Gud trettis ej; din Siæl er oc foruden møde:
Gud Regning giør: du oc: Ja din Forstand tilliige,
Med Guds Forsictighed er icke slet u-liige:
Gud intet giør forgefs, du giør ret-viis oc icke,
Gud Himle-Kronen er; Du Jordens Ziir til pricke:
En Biscop Gud er; dig en Prest, hans Aand regerer,
Gud Konning; under ham du est en Scepter-bærer.
Oc fra den stund der dig Gud skabte Gud den Sande,
Hand det fuldkomne Verk self gaf dig under Haande,
Oc bød at alle Diur dig skulde lyd' oc ære,
For deris Øfrighed; gaf dig end ydermere,
Forstand oc der til Kraft beqvemlig med Natuure,
Hvert Diur at gifve Nafn i Skof oc Mark hin stoore:
Haf-Soorne Borgre med oc Luftens gæster lætte,
O Adam Fader riig, Lycksalighed den rette,
Var da i Haanden din; Om du sligt Guddoms merke,
Ved grof Affald fra Gud oc Satans List hin stærke,
Ej hafde det forspilt, oc højest Viisdom svecket,
Ja paa dit Regiment self Spiiren daarlig brecket.
Kand da vor Siæles Lius saa herligen bestraale,
Vort Legems mørke-luft, oc den saa giennem-prale:
Hvad for en Klarheds Skin skal saadan Sool vel gifve,
Naar den skal u-beklæd oc u-forbrilled blifve?
Vor Siæl nu lignis maa med den der mod sin ville,
Skal bo' i brøddet Huus hvor Vinden ej er stille,
Men stormer ind oc ud; Morats maa det befeste.
Saa Langvil derfor er hans Kortvil end den beste.
Den er oc ej u-lig den Edderkop som svefver