↩
Paa det vor HErre da, ej mindr' ofvr Mands Persone,
End ofver alle Diur, sin Mildhed skulde skaane,
Giør hand en skøn Patron for Venskabs skyld det trygge,
Tog for af Adam half en anden half at bygge,
Udaf hans eget Liif: At ingen nogen tiide,
Det hellig' Ecte-baand slet skulde søndersliide.
Som Mester velforfarn, naar hand vil strax afskære
En U-curerlig Lem, før hand vil Knif frembære,
Oc grifve sig til Saug, er skik, før hand vil røre
Den svage patient, en Dval-drik ham at giøre,
Oc skær saa af i Søfn den Lem foruden Smerte,
Der ellers smerted' hart oc ængstede hans Hierte:
Saa oc den mæctig Gud den Skaber tryg den hulde,
Øst' ud i Adams Krop en dødelige Kulde,
Et kraftigt Laudanum der indtog Sands' oc Sinde,
Fordvaled' hannem saa, at hand Væ kund' ej finde,
Oc som hand nu saa laa', i Søfn half-død oc stifver,
Gud Siden lucker op, deraf et Rifbeen knifver,
Foruden Væ-klag al; oc af det rif det puure
Med Huud, Blod, Kød behengt, opbygd' et Creatuure,
En Hofved-Mooder karsk, en sød oc kjær Mandinde,