↩
ACh! hvilcken hærlig Mand, dett' hærlig Skrift fremviser,
(Hvor Gierningen ret sin høyvise Mester priser)
Oc Himmelske Poët, som svinger sig med Sind,
Fra Jordens Afgrund dyb til høyen Himmel ind;
O Geist-riig! Konst-riig! O! Høy-viis! Høylærd! Gudfrygtig
Ed'r denne Titul bør: En Mand til alting Dygtig.
Thi dette fyndig Skrift (om aldrig meer var seet,
Ey eders Viisdom høy ved prædiken udbreed)
Dog eene vidne kand, ja kand det oc gestænde,
At en ræt kraftig Aand hâr hersked eders Sinde.
I hafver practicert det Sursum Corda ret,
Oc udi dette Skrift end lærer mangen det,
I hâr dend Skabnings Bog med sine Blader tvende
Ret udstudert, dermed oc naadt ed'rs Skabnings Ende.
I Veyen foregaar (Gud gifve mange!) til
Dend Edle Digte-konst at bruge ret oc vel,
At sig dend Digters Pen dog andet foretager,
End Scha(e)ffer, Sca(e)hfferin, oc amorøske Sager,