↩ Enstemmige var vurderingerne selvfølgelig og heldigvis ikke. På den ene fløj står venligt begejstrede referater af den stadig ungdommelige digters levende fremstilling - Dagens Nyheder og For Romantik og Historie - førstnævnte dog ikke uden det spørgsmål, om lykke gennem kamp som Skules i Henrik Ibsens Kongsemnerne eller lykke som her i bogen er den rette - læserens individualitet må afgøre det - javel, men det er nu et barsk modstykke at pege på. På den anden fløj står den allerførste anmeldelse af Fr. Winkel-Horn i Fædrelandet, som synes, at Peers død snarere er en ulykke end udfoldelse af en poetisk værdi, og at personligheden taber sig i det ubestemmelige; eventyrets fortællemåde bruges udover sit område, men den store digter genkender vi i elverpigevisionen. Andersen skrev selvfølgelig surt i dagbogen næste dag, med konklusionen »Skidt med det Hele!« 103 Beslægtet hermed er Hejmdal med to fulde spalters moraliseren, der taler om sjælekamp og karakter, om »Viljens Styrke, som skaber Manden (og Kvinden med)«, og som iøvrigt sammenfattes præcist i Andersens dagbog samme dag: »I »Heimdal« staaer at man smiler og bliver rørt ved Lykke Peer, men der er ingen Staal i ham, han gjør blød og vor Tid bruger [dvs. behøver] ikke det Bløde, men det Haarde, man lægger Bogen bort og siger hvad kommer den os ved. - Aladdin af Øehlenschlæger kom i rette Tid og i Skjønheds Fylde. Jeg blev ikke nedstemt ved denne Kritik, men haard i Sindet. Vejret smukt;« etc.