↩ Udenfor, i den store Natur, gik Alt sin vante, glade Gang; den stærke Gyvel stod i Blomster og omsurredes af den travle Bi; Smaafiskene stode i Stimer i Aaløbet, og Vildanden tænkte hverken paa Jæger eller Skud. Kun gjennem Menneskets Sind og Tanke gik de tunge Prøvelsens Dage; men ogsaa de havde deres Velsignelse, sagde den gamle Præst og talte om, hvorledes Holger Danske var vaagnet i det hele Folk, hvorledes alle de smaa, 177 sneverhjertige Traade vare bristede, og kun een Tanke, Sammenhold i Kjærlighed til Fædrelandet, løftede dem Alle. Smaaligheden faldt bort, store og skjønne Handlinger lyste, og for Menneskets Forstand prædikede Tidens Kamp og Rørelse, at kun Gud alene raader.