Andersen, H. C. Uddrag fra Kun en Spillemand

»Storken, den stakkels Stork!« raabte de Alle. Reden var bestraalet af de omspændende Flammer; Storkemoderen stod deroppe, udbredte sine store Vinger over Ungerne og søgte at dække dem mod den brændende Hede. Hannen derimod var ikke at see, han maatte tidligere været fløiet bort. Ungerne dukkede sig dybt ned, ængstelige for at flagre ud, Moderen viftede med Vingerne og strakte Hals og Hoved langt frem. »Min Stork! min kjære Fugl!« raabte Skrædderen. »Det arme Dyr maa ikke brænde!«