Andersen, H. C. Uddrag fra Kun en Spillemand

Det var tidligt paa Morgenen, da Christian vaagnede af en dyb Søvn. Hans Moder og den ældre Kone sad forud paa Vognstangen og 57 hørte begjærligt efter, hvad Luzies Moder fortalte. Først i dette Øieblik var hun kommet tilbage, hendes Glæde var nu næsten ligesaa stor, som hendes tidligere Angst havde været det. Datteren sov en god sund Søvn ovre hos Gartneren paa Ørebækkelunde; der i Haven ved een af de hvidkalkede Steenstøtter havde hun fundet Datteren siddende paa Hug med Hovedet mod Støttens Fodstykke. Paa Grund af det onde Veir var Folk oppe paa Gaarden; Lysene skinnede ud fra Gartnerens Huus, og der fik den ængstede Moder Hjælp, der var Luzie bragt til Sengs. »Moder jeg har jo ingen Klæder paa!« var hendes eneste Udbrud, da hun, gjennembævet af det mægtige Lyn, som slog ned i Haven tæt ved hende, kom til en Slags Besindelse. Derpaa havde hun grædt, saa det var en Gru, men endelig lukkede hun sine Øine og sov nu en velsignet Søvn.