Andersen, H. C. Uddrag fra Kun en Spillemand

Peter Wik var alt i Besøg; to af Søfolkene ombord havde Tilladelse til at gaae i Land, Christian bad om han turde følge med, den Ene var 96 derimod, thi de kunde ikke have ham med hos Steffen-Karreet. Dog kom han med De betraadte Landjorden. De gik over den store Plads. Her sad en Malmkonge til Hest, og uden om fire sorte Kæmpeskikkelser. Bygningerne, han saae, syntes Slotte, og i Gaden, de betraadte, straalede Boutikerne, den ene prægtigere end den anden. Her var en Trængsel, som til et Marked; Vognene foer forbi, langt stærkere end til Raadstueballet i Svendborg. Nu kom de ind i smaa Gader, men Husene vare ligesaa høie, og deilige, fornemme Damer, stadselige som til Bal, sad ved de aabne Vinduer og hilsede saa høfligt og venligt, ligesom om de kjendte Folk. Ved Gadehjørnet paa den kolde smudsige Trappesteen, sad en ung, dødbleg Kone i Pjalter, en lille, halvnøgen Dreng laae grædende med Hovedet i hendes Skjød, et guult, sygt Barn diede det udhungrede Bryst; hun lagde Hovedet tilbage og bandede, syntes hverken at have Sands for det større eller mindre Barn.