Andersen, H. C. Uddrag fra Kun en Spillemand

En Aften sad han saaledes tankefuld i den mørke Kahyt; han faldt i Søvn og drømte da forunderligt levende om Een, vi næsten have glemt, eller de Fleste maaskee vilde glemme: Steffen-Karreet. Hun førte ham ved Haanden over et udtørret Øde, hvor Jorden havde slaaet dybe Revner, saa de ved hvert Skridt vare nær ved at falde, og de kom ind i en deilig, blomstrende Have, hvor Alt var Musik og Glæde. Hun gav ham en Violin af Sølv, og da Buen gled over Strængene, klang den høit over de tusinde andre Instrumenter; han vaagnede op ved den stærke Klang og fandt Trøst og Glæde i sin Drøm; hun, hvis Billede Greven havde fortrængt, foresvævede ham igjen som en god Engel. Hun havde vel ikke givet ham Penge som Greven, men hun havde anderledes hjerteligt trykket hans Haand og kjærligt seet ham ind i Øiet Det greb ham forunderligt, i samme Øieblik at høre paa Kahyttrappen en Stemme, der ganske klang som hendes! Kom hun alt, som en god og mægtig Fee, for at føre ham til Ære og Lykke. Han vilde have styrtet hende imøde, men hun var ikke ene; Matrosen fulgte med Denne spurgte høit, om her var Nogen inde; men en forunderlig Angst bandt Christians Tunge.