↩ Nogle Dage efter skulde Isen hugges løs i Canalen. Matrosen og Christian hug Øxen dybt i den faste Iis, og den sprang i store Flader. Noget hvidt Tøi hang fast i Iismassen. Matrosen gjorde Aabningen større, og der laae en Qvinde, hvidklædt, som til Bal, Ravperler om Halsen, Guldringe i Ørene, og Hænderne foldede, knugede fast over Brystet: det var Steffen-Karreet.