Andersen, H. C. Uddrag fra Kun en Spillemand

Hun havde mørke Øine som Naomi. Saa kjæk og dristig kunde vist Naomi ogsaa være. Han saae ud gjennem Vinduesruden; Glasset var tykt og solbrændt, han kunde kun see de oplyste Vinduer i den nye Bygning, og han tænkte paa hiin Aften i Kjøbenhavn, da han som Matrosdreng hang i det vaade Tougværk, da Naomi ogsaa svævede i Dands og Glæde; han tænkte paa den nylig endte Time, paa alle sine Mangler, alle sine knuste Forhaabninger.