Andersen, H. C. Uddrag fra Kun en Spillemand

Ved slig en Tiltale neiede Hr. Patermann og tænkte i sit Hjerte: »kommer Nogen i den evige Ild, saa bliver det hende!« Og Alt hvad der ikke var godt ved Naomi blev forebragt den gamle Grevinde; og hun meldte igjen Sønnen Alt. Gouvernanten, der slet ikke passede til at lede og udvikle Naomi, var ogsaa gaaet over i Grevindens Tjeneste, som Forelæserinde, Pleierinde og Conversationsperpendikel. Længe havde hun ogsaa holdt paa Naomi, men da denne gjorde sig lystig over hendes tydske Poesier, gik hun over til Modpartiet. Hvad Herrens Engel spaaede Hagar om Sønnen, hun skulde føde, syntes at hvile over Naomi, som det hvilede over Ismael: »han skal blive et vildt 174 Menneske; hans Haand skal være imod Alle, og Alles imod ham!« Hvad Grevinden, Præsten og Gouvernanten angik, da stode de haardt nok imod »Jeg veed vel,« sagde Naomi, »at, damper Mosen, kan der let samle sig mørke Skyer. Men jeg finder just Interesse ved Uveir, ved et saadant arrangeret Uveir! Mine Herrer ville de være! Greven alene er min kongelige Herre! blive de mig for utaalelige, spille de Hamans onde Rolle, saa er jeg dristig som Esther, og naar man mindst venter det, træder jeg frem for ham. Det var en mægtigere Haand end den blonde Ludvigs, som førte Pennen, da min Person blev beskrevet paa Passet, som den Klynkepeer, den Dreng i Odense, skulde have havt!« Og hun læste igjen om Abrahams rige Hjorder, om Davids Seire og Salomons Pragt.