Andersen, H. C. Uddrag fra Kun en Spillemand

Naomi tog sig den Frihed pludseligt at reise; vi ville gjøre det samme, vi ville ogsaa reise fra Kjøbenhavn, det er jo Vaar, Dampskibet er seilfærdigt - men det gaaer ikke til Fyen, vi kunne ikke besøge Christian, Luzie eller Nogen af alle vore Bekjendtere der; hen over Østersøen kjører Skibet paa sine to vandklø vende Hjul. Nu vel! for Originalitetens Skyld ville vi reise med; eet eller andet Udbytte maa der dog kunde gjøres, Noget maa der møde os! Vi gjøre den Aftale, at vi ikke vende tilbage til Danmark, før vi have prøvet et Eventyr, der nogenlunde lønner os Reisen; møder os Intet, da blive vi derude, vende aldrig hjem. Een Bekjendt, Christians Fader, den stakkels Skrædder, have vi jo i fremmed Land, maaskee han i dette Øieblik sender Hilsen hjem til Danmark med Storken, som gjester os.