Andersen, H. C. Uddrag fra O.T.

Mellem dem, som tidligst gave deres vakte amid! var Baronen; en Deel vilde endnu ikke forlade den lystige Kreds. Ude paa Gaden var allerede ganske stille, det var deiligt Maaneskin. I de fleste Huse var Alt til Ro, kun i en enkelt Etage saae man endnu Lys, de fleste Folk sov, ja flere, end Pligten tillod det; saaledes sad der en sælle Hyrekudsk høit paa Karreet-Sædet og nød, med Tømmen snoet om Hænderne, den forønskede Hvile, udenfor et Huus, hvor han ventede paa sit Herskab. Vilhelm (vi ville herefter nævne den unge Baron kun ved hans Fornavn) kom alene gjennem Gaden. Vinen havde opvarmet det nordiske Blod, - det flød desuden aldrig langsomt; hans ungdommelige Sind, overgivne Lune og Glæden fra det lystige Selskab, han havde forladt, tillod ei heller, at han gik saa stille forbi denne sovende Endymion. Hurtigt fik han det Indfald at aabne Karreetdøren og springe derind, trak nu Glasset ned og raabte med stærk Stemme: »kjør til!« Kudsken foer op af sin velsignede Søvn og spurgte ganske befippet: »hvorhen?« Uden at betænke sig, raabte Vilhelm: »Skibet paa Vestergade«. Kudsken kjørte; men paa Halvveien fik Vilhelm Døren op igjen, gjorde dristigt et Spring ud, og Vognen foer afsted Den holdt ved Vertshuset Skibet. Kudsken steg ned og aabnede Karreetdøren; der var slet ingen derinde, han stak Hovedet ind i Vognen for ret at overtyde sig derom, nei, der var tomt! »besynderligt!« sagde Karlen, »kan jeg have drømt det? Men jeg hørte jo ganske tydeligt der blev sagt: kjør til Skibet! Gud bevar' os, nu vente de mig!« og han foer op paa Bukken og jog igjen tilbage.