Andersen, H. C. Uddrag fra O.T.

»Der er meget, der skal læres!« svarede Otto, »Svømning bliver nok det sidste.« Han vendte sig nu pludselig mod Castellet og blev 26 staaenae. »See dog, hvor melancholsk og stille!« sagde han og ledhe igjen Samtalen hen paa, hvad der omgav dem. »Skildvagten ved Fængselsbygningen gaaer saa roligt op og ned; Solen skinner paa hans Bajonet Hvor det minder mig om et nydeligt Digt af Heine; det er som om han skildrede denne Fæstning og denne Soldat, men i Sommervarme, man seer det lyslevende, som her, Geværet glindser i Solen, og Digteren ender saa gribende! »ich wollt' er schosse mich todt!« - Her er romantisk smukt! til høire den levende Promenade og Udsigten over Sundet, til venstre den øde Plads, hvor de militaire Forbrydere blive skudte og tæt derved Fængselet med Bjælkepalissader. Solskinnet kommer neppe ind af disse Vinduer. Dog kan Fangen vist see os, som spadsere paa Volden!«