Andersen, H. C. Uddrag fra O.T.

Pyntede Familier spadserede ud af Porten til Sommertheatret og Frederiksberg; Aftensolen skinnede paa Friheds Støtten, den smukke Obelisk, om hvilken Wiedewelts Statuer staae; hvor endnu den ene græder
i de hvide Marmorklæder.
- Haand paa Brystet,
Aldrig aldrig trøstet
Stirrer hun hen paa den sorte Søe.*
hvor Kunstnerens Øie lukkedes. Mon det var Erindringen her, der lagde det Mørke i Ottos Blik, i det hans Øie hvilte paa Statuerne, da de kjørte forbi, eller var det maaskee Afspeilingen af hans egen Sjæl, der laae i Øiet?