Andersen, H. C. Uddrag fra O.T.

»Det er en stolt Couleur!« sagde Kammerjunkeren, som reed paa sin Brune tæt ved »En stolt Couleur! men de ere ogsaa gjødede med andalusisk Hingsteblod Just heromkring var det Bataillen stod mellem Bæsterne! De veed, det var 1808 Spanierne laae her i Fyen; de engelske Skibe krydsede i Beltet og Romana med hele Hæren flygtede ombord, men deres Heste kunde de ikke faae med. Det var de prægtigste andalusiske Dyr, et Øie vilde see! de toge Tømmerne af 52 dem og lode dem drive om her paa Marken som vilde Heste. Her græssede nu ogsaa de fra Nyborg, og da Andaluserne saae Vore, stillede de sig op i en Linie og overfaldt de danske Heste, det var en Kamp! Tilsidst sloge de hinanden selv indbyrdes, saa de styrtede i deres Blod! endnu som Dreng har jeg seet Pandeskallen af et af disse Bæster. Det er det sidste Eventyr, vi have fra Spaniernes Besøg i Danmark. Nede i Byen, vi nu komme igjennem, ere endnu nogle Erindringer; see kun paa de unge Knøse og Piger. De ere lidt sortere i Huden, end Folk i de andre fynske Byer, det er spansk Blod, som man siger. Her var det, man har Historien om Præstens Pige, der græd og var saa utrøstelig da de Spanske vare borte. Men det var saamæn ikke for Kjærestens Skyld, hun jamrede, ikke for Omstændighederne, for det anseer den fynske Almue ikke for noget! en Pige kan da forlange mere Løn, hun siger os nok saa kjæk: nei, jeg maa have flere Rigsdalere, »for jeg har Barn!« men, hvad jeg nu vilde fortælle, hun græd som et elendigt Menneske, Præsten trøstede hende, og hun sagde da, at hun græd alene over, at, skulde det uskyldige Barn ligne sin Fader, saa vilde det tale Spansk, og det kunde jo ikke en Sjæl forstaae.Ja saadanne Historier have vi her i Fyen!« sagde han leende til Otto.