Andersen, H. C. Uddrag fra O.T.

Alle fik dandset, alle Pigerne, selv Bornene, de sprang jo om ude paa Broen og sang selv dertil; kun een stod forskudt: Sidsel med de sammengroede Øienbryn, hun smilte, loe hoit, Ingen blev hendes Dandser. Da rakte Peer Krøbling Violinen til een af de unge Karle, og bad ham spille, thi han vilde ogsaa »øire« Benene lidt. Pigerne trak sig tilbage og sladdrede med hinanden; men Peer Krøbling skred roligt fremad hen til Sidsel, slog Armene om hendes Sider, og de dandsede *

* * 70 en hvirvlende Dands. Sophie loe høit derover, da fæstede Sidsel sit sælsomme Blik ondt og gjennemborende paa hende. Otto saae det og Pigen var ham dobbelt modbydelig og afskrækkende. Alt som det mørknedes, blev Forsamlingen livligere, de to dandsende Partier smeltede sammen i eet Siden da det blev mørkt, da Øltønderne vare tømte, Kanden fornyet og igjen gjort tom, vandrede de parviis syngende bort. Nu begyndte først Glæden, Øllets mægtige Virkning. Nu spadserede de i Skoven, fulgte hjem, som det kaldes; men det blev Vandring til den lyse Morgen.