Andersen, H. C. Uddrag fra O.T.

»Det er deres Glæde, deres Lykke!« sagde han. »Den skulde ogsaa være blevet min!« laae der i det Suk, han udaandede. Hans Læber bevægede sig ikke; det var kun hans Tanke, der talte sit stumme Sprog. »Jeg skulde have staaet paa samme Punkt som disse; min Sjæl have været bundet i Støvet! og dog havde den været den samme, jeg nu har, som vil omfatte alle Verdener! den samme, begavet med denne Stolthedsfølelse, som driver mig frem til Daad og Virken! Min Skjæbne svævede mellem at vorde een af disse eller stige til hines Kreds, Verden kalder den høiere. Taagebilledet sank ikke ned i Mosedyndet, men steeg op i den høie, forfriskende Luft Og er jeg lykkelig derved?« Hans Øie stirrede stivt ind i Maanens oplyste Skive. To tunge Taarer rullede over hans blege Kinder. »Uendelige Almagt! Du er til! Du styrer Alt! paa dig vil jeg stole!«