Andersen, H. C. Uddrag fra O.T.

Længe talte de endnu sammen om den Afdøde; først mod Midnat steg Otto op ad den smalle Trappe til det lille Qvistværelse, hvor han som Barn og Dreng havde sovet. Alt stod her som for et Aar siden, kun i en mere pyntelig Orden. Paa Væggen hang den sortmalede Skive, hvor han engang havde rammet tæt ved Centrum. Skøiterne laae paa Kommoden ved Siden af den nikkende Gibsdukke. Den lange Reise, den rystende Overraskelse ved Hjemkomsten, havde stærkt angrebet ham; han aabnede Vinduet, en stor hvid Sandbakke, tæt uden for, stod som en Muur foran og borttog al Udsigt. Hvorofte havde han ikke, som Barn, i de ved Regnen fremkomne Furer i Sandet og ved de løsrevne Stykker, dannet sig Billeder, Byer, Taarne og hele vandrende Armeer; nu var det kun en hvid Muur, der mindede om Liigklæde. En lille Strimmel af den blaa Himmel var synlig imellem Huset og Skrænten af Bakken. Aldrig havde Otto endnu følt, aldrig tænkt over det at staae ene i Verden, det at Ingen ved Blodets Baand maatte elske ham.