Andersen, H. C. Uddrag fra O.T.

»Først da jeg kom til at kjende mig selv og min Skjæbne. I Barnets Vildskab, uvidende om Verden, om mig, lod jeg selv indgrave i mit Kjød Tegnet paa den Elendighed, der nu knuger min Sjæl. Ja Rosalie! jeg husker det godt! har altid klart bevaret hine, mine første Erindringer, før Bedstefader tog mig til sig, før jeg, som Dreng, kom her i Huset. Jeg erindrede den store Bygning, hvor jeg var hentet fra, de mange Mennesker, som arbeidede der, sang og loe og fortalte mig forunderlige Historier, om hvor slet man bliver behandlet i den deilige Verden. Det var mine Forældres Huus, troede jeg, da jeg begyndte at tænke over Forældre og Børns Forhold til disse. Det var en stor Fabrik, de eiede, tænkte jeg; jeg huskede jo de mange Arbeidsfolk. Alle tumlede de med mig. Jeg var vild og overgiven, en sex Aars Dreng kun, men med en Udholdenhed, en Villie, som den paa ti. Rosalie! Du saae mange Prøver paa dette Onde i mit Blod; det gik til Trods. Jeg huskede godt den stærke, lystige Heinrich, der altid sang ved Væven; han viiste mig og de Andre sit tatuerede Bryst, hvor hele Lidelseshistorien var indgravet; paa Armen havde han sit og sin Kjærestes Navn. Det morede mig, jeg vilde ogsaa have mit Navn paa min Arm. »Det smerter!« sagde han, »saa piber Du, Dreng!« Det var Spore nok for mig til at ville. Jeg lod ham prikke i min Hud, prikke et O og et T paa min Skulder og jeg græd ikke, ei engang da Krudtet brændte det ind; men jeg blev ogsaa rost og var stolt af at bære Navnet, var stolt deraf, til jeg for tre Aar siden mødte Heinrich her. Jeg kjendte ham, men han ikke mig, da jeg viiste ham min Skulder og bad ham 83 læse Navnet, læse dette O og T; men han sagde ikke Otto Thostrup, han sagde et Navn, som dræbte min Barndoms Lykke, gjorde mig for altid ulykkelig!«