Andersen, H. C. Uddrag fra O.T.

»Ja vist! ja vist!« gjentog hun langsomt og overveiende, men rystede derpaa med Hovedet. »Det kommer ikke derfra! troer han ikke paa Djævelens Magt? Vor Herre Jesus tilgive mig! troer han ikke paa onde Menneskers Kræfter? Der er ikke større Forskjel paa Menneskets Barn og Skiftingen, de Underjordiske lægge for det i Vuggen, end paa Jer, som Dreng og som I blev det sidste Aar for I reiste. Det kommer af Bogen, det kommer af den megen Læsning, sagde jeg til de Andre. Gid jeg kunde have sagt det til mig selv! Men I skal blive glad, Sorgen i Eders Hjerte skal visne hen som en giftig Urt. Jeg veed, hvorfra den kommer, og har med Guds Bistand Frelse for den. Vil I love mig helligt, at ingen Sjæl i Verden faaer at vide, hvad vi tale her i denne Time?«