Andersen, H. C. Uddrag fra O.T.

»Husker I, hvor ellevild I var som Dreng? Hvordan I bandt Blærer ved Kattens Been og Hale, og kastede den saa ud fra Loftslugen, for at den skulde flyve? Jeg siger det ikke af noget ondt, for vi holdt alle af Eder, men naar I blev for kaad, kunde man jo nok sige: kan da ingen binde den Knægt? See, de selvsamme Ord sagde jeg! det er al min Synd, men de have siden ligget tungt paa mit Hjerte. Da kom for tre Aar siden tydske Heinrich, han var jo to Nætter i vort Huus; Gud forlade os det! Kunster kunde han gjøre, han vidste mere end sit Fadervor, mere, end det baader et Menneske at vide. Een Kunst skulde I hjælpe ham med; men da han gav Jer Bægeret, gjorde I Eders egne Kunster og han kunde ikke faae sin i Rigtighed. I vilde ogsaa være viis. Da fik han et ondt Øie til Eder, skjøndt han var nok saa mild og underdanig, da I var et Herskabsbarn. Husker I da, nei, det har I nok glemt, hvordan I samme Gang havde taget Ees'en af Sætkrogene og bundet mine Træskoe til istedet. Da sagde jeg i Vrede, og Menneskets Vrede er aldrig god: kan da ingen binde mig den Knægt? Han gjorde 98 jo Nar af Jer i Eders aabne Øine! sagde jeg til Komediantspilleren. Har I ingen Kunst der kan tæmme den Vildkat? Da loe han ilde, og jeg tænkte ikke meer derpaa. Men næste Dag sagde han: »nu har jeg bundet Knægten! I skal see, han er blevet tam og skulde han begynde at sprælle igjen, saa spørg ham bare: hvad var det for Ord, tydske Heinrich hvidskede Eder i Øret, saa skal I see, hvor lind han vil blive. Det Kunststykke skal han ikke gjøre Nar af!« Det gøs i mit Hjerte, men jeg tænkte siden, det har vel ikke noget at betyde. - Jo, jo! fra den Time han havde været her, var I ikke meer den Samme, som før, det kom af Troldomsordet, han blæstejer i Øret. I kan ikke udsige Ordet, det sagde han mig ogsaa; men ved det er I blevet dulgt; det, og ikke Læsning i Bogen, gjør det. Men I skal blive løst! har I Troe dertil, og det maa I have, da skal I blive lystig igjen, og jeg kunne roligt sove i min Grav for det onde Ord, jeg udsagde. Vil I lægge dette ved Hjertekulen, nu Maanen er i Næ, saa vil Sorgen gaae bort fra Eders Hjerte, som Maanens Skive tager af!« nu tog hun en lille Skindpung op af Lommen, aabnede den og fremtog et sammenviklet Papir. »Heri er et Stykke af det Slags Træ, hvorpaa vor Herre, Frelseren blev korsfæstet. Det vil drage Sorgen fra Eders Hjerte, og bære den, som det bar ham, der tog paa sig alle Verdens Sorger!« Hun kyssede fromt derpaa og rakte det til Otto.