Andersen, H. C. Uddrag fra O.T.

»Din Skaal, min Dreng!« sagde Præsten og hævede Glasset. »Nu sidde vi neppe nogen Aften meer sammen. Der er meget for Dig at gaae igjennem, før Du kommer saa vidt som jeg! Verden har flere Tornebuske, end Guldbjerge! Det seer ud til en bevægelig Tid! Frankerige begynder et nyt Slags Felttoge i Europa og rykker vist alle de unge Mennesker med! før var det Erobreren Napoleon, der gik ud, nu er det Friheds-Ideen. Vor Herre bevare vor gode Konge, saa bliver det nok godt her tillands. Du, Otto, flyver ud i den vide Verden - bare Du dog havde din Embedsexamen først! - Men naar og hvor Du flyver hen, saa husk i meer end i een Henseende Bibelsproget: Naar Syndere lokke Dig, da samtyk ikke! Alle ville vi regjere. Phaeton vilde op i Solens Vogn, men han forstod ikke at holde Tømmerne, han stak Ild paa Landene og faldt selv ned og brak Halsen. -Jeg har Ingen derovre i Staden Kjøbenhavn, jeg kan bede Dig at hilse. Alle mine Ungdomsvenner ere spredte i Øster og Vester. Ere der nogle af dem i Staden, saa have de vist glemt mig. Men kommer Du engang i Regentsgaarden, sidder med de Andre og smøger en Pibe under Træet, saa tænk paa mig! der har jeg ogsaa siddet, da jeg var ung, som Du, da ogsaa Frankerigs Revolution fik mit Blod til at gaae raskere og Frihedstankerne lode mig kneise lidt høiere med Hovedet. Det kjære *

106 gamle Træ!* Ja, man seer nok ikke paa det, som paa mig, hvormange Aar det er siden!« Han trykkede Otto et Kys paa Panden, gav ham sin Velsignelse og de skiltes ad.