Andersen, H. C. Uddrag fra O.T.

Otto blev taus; men i hans Sjel var en forunderlig Bevægelse; det bliver en egen Sag at fremvise Motivet, der saa ganske laae i hans Eiendommelighed; det greb ind i Sjelens Mysterier; Mængden kalder det Særhed hos den Enkelte, Psychologen finder deri en dybere Betydning, som Forstanden ikke kan udgrunde. Man har Exempler paa, at Mænd, der ellers viste Kraft paa Legeme og Sjel have ved Duften af en Rose følt Afmagt; andre ere bragte i krampagtig Tilstand ved Berøreisen af graat Papiir. Det lader sig ikke forklare; det er een af Naturens Gaader. En lignende slappende Fornemmelse opfyldte Otto, idet han første Gang hørte Vilhelm tiltale ham med et Du. Det var, som om det sjelelige Baand, der holdt dem sammen, løstes, og Vilhelm blev ham fremmed. En Umuelighed var det for Otto at svare igjen med »Du«; dog følte han paa samme Tid det Urigtige i sin 124 Opførsel, denne Særhed, og han vilde bekjæmpe den, han gjorde Vold paa sig selv, fik en Art Veltalenhed, men intet Du kom over hans Læber.