Andersen, H. C. Uddrag fra O.T.

Smilende satte han sig ved Claveret, det var saa længe siden de to havde sagt hinanden god Dag! Han gjorde nogle Løb og snart gik det over i Phantasier. »Det er smukt!« udbrød han. »Men det er ikke mit eget! hvor hører det hjemme? Det smelter sammen med mine egne Følelser!« han spillede igjen. Det var et Thema af Tancredi. Altsaa af Rossini, just af den Componist, vor musikalske Ven meest saae ned paa; hvor kunde han da gjætte, hvem der havde skabt disse Toner, som nu talte til hans Hjerte? Han følte sit hele Væsen gjennemtrængt af en Velværen, en Livsglæde, hvis Aarsag han ikke erkjendte. Han tænkte paa Otto med en Varme, som dennes sælsomme Opførsel ikke fortjente. Alle Kjære foresvævede ham saa elskelige. Det var eet af de Øieblikke, som alle Gode kjende; man føler sig at være et Led i den store Kjærligheds-Kjæde, som sammenholder Skabningen.