Andersen, H. C. Uddrag fra O.T.

»Der har De nu gaaet og spillet Martyr!« sagde Vilhelm leende. »Kunde De ikke strax have sagt, hvorledes De havde det? Saaledes ere de fleste Mennesker! De opelske sig en Sorg, naar de ingen have. De ville heller staae i den kolde Skygge, end i det varme Solskin, og Valget mellem begge staaer os dog frit for. Kjære Ven! husk paa: nu ere vi paa Strømmen! snart puttes vi i de store Forretningsflasker, hvor vi, som smaa Galgemænd, skulle række og strække os, uden nogensinde at komme ud, før Livet er af os!« - Han lagde fortroligt sin Arm over Ottos Skulder - »Tidt har jeg villet tale med Dem om eet Punkt! -Ja, jeg forlanger ikke, at De skal skrifte mig hvert Ord og hver Tanke; jeg veed allerede, at jeg bliver istand til at bevise Dem, at den Sag ligger i en Region, hvor den ikke kan have de Kræfter, De tillægger den. I de kolde Zoner virker et giftigt Bid ikke, som i de varme, en Sorg i Barndommen kan ikke ryste os, som een i den modnere Alder. Hvad Ulykke De end har prøvet som Lille, om De da i Vildskab - De siger selv, De var ellevild - hvad De end da har gjort, kan ikke og bør ikke have Indflydelse paa hele Livet. Deres Forstand kunde sige Dem 137 det bedre, end jeg. I vor Alder ere vi i Glædens Land, eller ogsaa komme vi der aldrig!«