Andersen, H. C. Uddrag fra O.T.

Den blev oftere fornyet; Otto var en meget flittig Gjæst af Huset. Damerne sad ved deres Kanevas og syede Pragtstykker, Otto maatte atter læse Gjengangerbrevene, siden begyndte han paa Calderon, hos hvem Sophie fandt noget Beslægtet med den anonyme Forfatter. Digterværkerne gave Stof til Samtale, Dagliglivet slyngede sine lette, spraglede Baand derimellem; kom nu Vilhelm til, da maatte han musicere og Alle bemærkede, at hans Phantasier vare blevne langt blødere, langt mere afrundede. Sit Piano havde han afluret Weyse, sagde de. Ingen tænkte paa, hvormeget man kan lære af sit Hjerte. Ellers var han, som før, den samme muntre, livsglade Ungersvend Ingen tænkte i samme Øieblik paa ham og Eva. Siden hiin Aften, Vennerne nær vare blevne uenige, havde han ikke nævnet hendes Navn; men Otto havde bemærket, hvorledes Vilhelms Øie flammede ved hver qvindelig Skikkelse, der gik dem forbi, hvorledes han i Selskab altid udpegede de Smukkeste. Otto kaldte det spøgende: at han fik østerlandske Tanker. Oehlenschlägers Helge og Goethes italienske Sonetter vare nu Vilhelms kjæreste Læsning. Det Yppige i disse flød sammen med de Drømme, hans varme Blod fødte. Det var Skjønheden hos Eva, alene Skjønheden, der havde vakt den første Følelse hos ham; Blyfærdigheden og det Tækkelige hos den fattige Pige bandt ham fastere, bragte ham til at glemme Stand og Forhold. I det Øieblik, han vilde nærme sig hende, var hun borte. Nu var Giften i Blodet. Hans lette, lykkelige Sind lod ham ikke synke hen i Veemod og Grubien, hans Skjønhedssands var vakt, som han kaldte det I Tanken trykkede han Skjønheden til sit Hjerte, men kun i Tankerne - dog dette selv, siger Skriften, er en Synd.