Andersen, H. C. Uddrag fra O.T.

»Theatret er her, som der, Folkelivets mægtigste Organ. Det er af en stor Indvirkning; og vort staaer høit, meget høit, naar man betænker, i hvilke forskjellige Retninger det maa udstrække sin Virksomhed. Vort ene Theater maa gribe ind i, sætte sig liig med Théâtre français, den store Opera, Vaudevillen og Saint Martin; det maa omfatte alle Genrer. De samme Skuespillere hos os, som i Aften træde op i Tragoedien, maae i Morgen vise sig i Lystspillet og Vaudevillen. Vi have Subjecter, der kunne maale sig med de bedste i Paris; kun een der staaer over alle vore, men ogsaa over alle, jeg har seet i Europa; denne Ene er Mademoiselle Mars. De vil vist finde forunderligt, hvad der hos mig især giver hende den øverste Plads. Det er hendes Alder, 160 den hun saa ganske bringer os til at glemme. Hun er smuk endnu; fyldig, uden at kunne kaldes feed! Det er ikke ved Sminke, ikke ved forlorne Haar og Tænder, hun skaber sig Ungdommelighed, denne ligger i hendes Sjæl, derfra strømmer den ud i hvert Led; hver Bevægelse bliver graziøs! Hun forbauser! hendes Øie er fuldt af Udtryk, og hendes Organ det meest sonore jeg kjender. Det er Musik! Hvor kan man tænke paa Alder, hvor man gribes af en udødelig Sjæl! Jeg sværmer for Leontine Fay, men den gamle Mars har mit Hjerte. Der er endnu en Tredie, som Pariserne sætte høit: Jenny Vertpré paa Gymnasedramatique; men hun vilde snart fordunkles, saae Pariserne vor Jomfru Patges. Hun er et Talent, der vil glimre paa enhver Scene. Vertpré har hendes Livlighed, hendes Lune, men ikke hendes Proteus-Genie, hendes Adel. Jeg saae Vertpré i »La reine de seize ans«, et Stykke, vi endnu ikke have, men Vertpré var mig kun en næsviis Soubrette i kongelig Pragt, en Holbergs Pernille, som en Pariserinde vilde give den. Vi have Mad Wexschall og vi have Frydendahl -! Var Danmark kun et større Land, da vilde disse Navne klinge over Europa