Andersen, H. C. Uddrag fra O.T.

»Det er altid godt!« sagde Joahim, »men hvad der ude er langt gavnligere end al Forberedelse hjemme, er sagt med tre Ord: »opgiv alle Landsmænd!« Nu reise alle Mennesker! Paris er ikke længere fra os nu, end Hamborg for tredive Aar siden. Da jeg var i Paris, fandt jeg der sexten, sytten Landsmænd. O hvor de klinede sig sammen! de boede elleve i eet Hotel, de drak Kaffe sammen, spadserede sammen, gik til Restaurateuren sammen og tog en halv Bænk sammen i Theatret. See det er det galeste man kan gjøre! jeg anseer det gavnligt for Enhver, at han reiser, og det fra Fyrsten ned til Haandværksvenden. Men vi lade for mange reise! vi ere ikke rige, derfor skulde der gjøres Indskrænkninger. Den bildende Kunstner, Digteren, Polytechnikeren og Lægen, de bør reise, men hvad Theologerne skulle afsted for, maa vor Herre vide! de kunne blive gale nok her hjemme. Der 166 komme de i catholske Lande, og saa ere de reent fra det. Hvorfor skulle Bogormene afsted? De mure sig fast i Diligencen og paa deres Værelser, rode lidt om i Bibliothekerne, men vi have ikke en Snuus for det, naar de komme tilbage! de, som koste meest, gjøre sædvanligt mindst Gavn og bringe mindst Ære over Landet! jeg har, Gud skee Lov, selv betalt min Reisejeg har da Lov til at sige min Mening!«