Andersen, H. C. Uddrag fra O.T.

Eva satte sig. Det var maaskee det fuldkommen Eensartede i hendes og Louises Paaklædning, der ledte Otto til saa nøie at betragte disse to, og imod hans Villie at gjøre Sammenligning. En simpel 177 mørkebruun Kjole havde de hver, et lille, seladongrønt Silketørklæde skjulte Halsen. Louise forekom ham yndig, smuk kunde hun ikke kaldes; Eva derimod var idealsk, der var Noget hos hende, som bragte ham til at tænke paa de blegrøde, fine Hyacinter. Hvert Menneske har sin usynlige Engel, siger Mythen, begge ere de forskjellige og dog hinanden lige. Eva var Englen, Louise derimod det menneskelige Væsen i al dets Reenhed Ottos Øie mødte Sophies, der forenedes begge. Hvilken Kraft, hvilken Skjønhed! følte han. Hendes Aand staaer høit over Louises, og i Skjønhed er hun en Pragtblomst og ikke, som Eva, en frin, skjør Hyacint. Han drak Veltalenhed af disse Øine og blev interessant, som Fætteren, skjønt han ikke havde været i Paris.