Andersen, H. C. Uddrag fra O.T.

»Jeg skal nok komme efter det!« meente Otto. »Den stærke Kjærlighed kan dog ikke være duftet bort?« Han lagde nøie Mærke til hvert lille Træk. Eva var den stille, blyfærdige Skabning, som før, en Huusalf, som virkede venligt ind paa det Hele. Vilhelm talte med hende, men ikke lidenskabeligt, heller ikke med affecteert Ligegyldighed. Alligevel kunne vi ikke ganske stole paa Ottos Iagttagelses-Evne, hans Blik fløi for ofte til en kjærere Gjenstand, Sophie tilhørte dog egentlig hans Opmærksomhed.