Andersen, H. C. Uddrag fra Improvisatoren

Hele denne problematik gør Improvisatoren til vor første kunstnerroman, - også i denne henseende er Italiensfærden skelsættende. Tidligere forfattere havde beskrevet landet og dets kunst (Holberg, Baggesen, Staffeldt), og nogle behandlet problemet om kunstnerens samfundsstilling i dramatisk form (Oehlenschlågers Correggio, Ingemanns Tassos Befrielse). Nu var romangenren ved at nå til anseelse. I Goethes Wilhelm Meister blev skismaet mellem kunstnerkald og borgerlighed løst ved at helten opgiver sin »sceniske mission« for en praktisk lægevirksomhed. Hos de tyske romantikere forkyndtes omvendt 302 kunstens førsteret over snævre samfundshensyn. Andersens Antonio vinder i kraft af sit talent social position, men hans medbejler fra barndommen Annunziata bliver slået ud af sygdom. Dette modbillede til succes-karrieren går tilbage til gensynet i Odense med en forhen feteret skuespillerinde, nu fattiglem i samme stiftelse hvor Andersens mor endte. Meddelelsen om moderens død, som han fik fra Jonas Collin samtidig med Heibergs kritik, kan have aktualiseret billedet af den afdankede sangerinde, kunstens offer.