↩ Man gaaer til Taffels, Champagnen knalder. Holger er lykkelig som en Gud, veltalende, leende, og idet han atter træder ind i Dandsesalen med Clara, er en Beslutning fattet; før Ballet ender maa hun vide hans Følelser, vide at han elsker hende, at hun er hans første, stærke Kjærlighed; han har Mod, han har Villie, det maa siges. Og i dette Øieblik sover Herman rolig hjemme, i dette Øieblik grunder Frederik paa, om han skal eller ikke skal kjøre Clara i Kane imorgen Middag, den store Kanetour til Bellevue. Dandsemelodier ere for den Forstemte tunge Søer, der gjøre hans Humeur endnu mere til Vrag, men den Livsglade løfte de kun endnu høiere. Clara har ganske glemt Hermans morsomme, geniale Billeder, glemt Frederiks livfulde Skildringer af hans Søtour, dem hun før med saa megen Henrykkelse lyttede til. Holger er den bedste Dandser, af Alle den Opmærksomste, den Elskværdigste.