↩ Clara betragter ham med ængsteligt Blik; hos hende gaaer den Tanke op - den uretfærdige Tanke, - »det er Vinen! han har drukket for meget Champagne!« og Nimbussen om ham er slukket; hun veed ikke, hvilken Uret hun gjør ham. Hendes Veltalenhed forstummer, hun søger uvilkaarlig Grev Frederik, hendes Øie møder hans, han smiler, det er som om han begreb hendes Situation; - der inclineres atter og hun inclinerer for Frederik. Holger smutter bag Vinduesgardinet et Øieblik, kommer atter tilsyne, men er ikke mere som før. Og det Hele er den uskyldigste, men ulykkeligste Situation paa et Bal, idet man inclinerer, ja inclinerer for Alvor. Det er Virkelighedens frygteligste Prosa, der har overvældet ham. Naar En skal henrettes, er det Talebrug at sige: »han skal miste sin Knap!« det er at miste Hovedet, og Holger har mistet en Knap og med den Hovedet. Seleknappen bag i er gaaet af de snevre Cassimirs Permissioner, - nu er det sagt! nu begriber man den pludselige Rødme, den tvungne Holdning, de deelte Tanker, de forkerte Svar. Med den Knap faldt Mod og Lykke, med den faldt Claras Henrykkelse; hun inclinerede for Frederik og de To kjørte næste Dag i Kane sammen til Bellevue. Fra Amalienborg gik Toget, syv og fyrgetyve Kaner, Prindser, Diplomater, unge Adelsmænd. Bjælderne klang, de brogede Kanedækkener flagrede hen over Hestenes Rygge, Pidskene smældede. Frederik, i Bjørneskindspels med Sælhundeskinds Støvler og laaden Hue, havde Clara i sin Kane, og snart vare de ude af Byen, og Kragerne fløi hen over den hvide Snee; »kra, kra!« hver gratulerer jo paa sin Maade. Hvor Sneen var dybest væltede de To; det var som en Leg, det var et lille Eventyr. - »Det var en prægtig Tour, det var en betydningsfuld Tour!« sagde Admiralinden, og hvorfor?