↩ Vi have ikke seet eller hørt noget til Herman, fra han ved Grev Frederiks Giftermaal med Clara forlod Kjøbenhavn, til vi med Elisabeth nu, mange Aar efter, mødte ham hos Holger. Der laae ni Aar imellem, ni Aar, tilbragte i fremmede Lande, hvor Naturen, Kunsten og Verdenslivet havde været hans Opdragere, og det maa indrømmes, at i hvor høit man end sætter Skolelærdom og al Kundskab, tilegnet ved Flid og Besvær, saa giver dog Livet selv noget Mere; i dette var han ikke omdannet, men udviklet, havde vundet Klarhed med sig selv og med Verden. Ved at see fremmede Lande var han igjen kommet til at vurdere sit eget Fædreland, at erkjende dets Lysheder og at blive Patriot, uden at synde mod Andres Rettigheder. Vi ville snart i Etatsraad Heimerans Stue fornye det gamle Bekjendtskab.