↩ »Ja, tænk mig ikke Andet om hende!« sagde den gamle Baronesse i stærk Heftighed; »hun var reen og retskaffen lige ind i Hjerte og Tanke! men min Mening er dog ikke bygget paa Luft og falske Ord. Englereen var hun, siger jeg, og det er hun hos Gud. Jeg har mere Skyld! Man skal altid frygte Gud og holde Landeveien! vare vi blevne paa Landeveien til Neapel, saa havde det været bedre for os Allesammen. Jeg har aldrig rigtig sagt Dem det, Madam Krone,- det er ikke fornøieligt at tale om. Jeg var i Rom med min Datter, hun blev forlovet der med Büncke Rønnow, Holsteneren. Vielsen stod tidligt om Morgenen, og saa satte vi os i Vognen strax for at 211 tage til Neapel. Men jeg vilde ikke af Landeveien, jeg vilde over Bjergene; der vare vi midt paa Dagen, vi rede videre fort om Eftermiddagen; vi vare alle til Æsels, og Førerne løb ved Siden af; der saae vildt ud, der var ensomt, og Aften blev det, og altid fik vi større Følgeskab; det blev for stort, de havde baade Knive og Geværer; og som jeg bedst tænkte paa, hvad der vilde blive af, løb vore Førere. Der knaldede kun eet Gevær og Rønnows Tjener, der var stor og stærk, laa skudt ihjel; der var Tre om hver af os. Rønnow bandt de Hænderne paa, - det var en deilig Bryllupsdag, han havde! tilsidst maatte vi gaae Allesammen, mellem Stene og Buske; det var op og ned; en af Røverne, en ung rask Karl, hjalp min Datter, han var kjøn af sin Slags. Der var i Bjergene nogle Huller ligesom en Hestestald; der kom vi ind, og der snakkede de deres Kram; saa blev Rønnow løst, han skulde skaffe Penge til en vis Time og bringe dem til et opgivet Sted; En fik han til at følge sig, - jeg og min Datter maatte blive. De gjorde os ikke ondt, de gave os Mad og Drikke, og jeg sagde dem, hvor haardt det var og at det ikke var christeligt, sagde dem, at det var min Datters Bryllupsdag, at hun var viet imorges. »Stakkels Barn!« sagde Gavtyven, han, der havde hjulpet hende, og saa lo han med de Øine, han havde, de vare sortere endnu end Hermans; hans Tænder de skinnede saa hvide, som de, der sidde i Hermans Mund; - og saa bleve vi der i Hestestalden. Jeg fik et Hul at ligge i; - det var en god Søvnjeg havde; min Datter sørgede han for, han med de sorte Øine. Næste Aften kom allerede Løsepengene og vi bleve høfligt og vel førte ud til Vei og Sti, satte paa Æsler, og der blev os sagt, at vi skulde følge Stien, saa kom vi til Ægtemanden, - og det gjorde vi ogsaa. Den Første, vi traf paa, var Rønnow, der var tvungen af dem til at vente der, hvor han ventede paa os. Men før vi skiltes fra Kjæltringerne, kom han med de sorte Øine og de hvide Tænder, - han kyssede mit stakkels Barn, der var bleg som et Lig. Han sagde Ord, som jeg har gjemt i mit Hjerte, gjemt med det Smil, han havde, med den Person, han viste, da han stod op paa Stenen og svingede sit røde Halsklæde idet vi rede bort. - Ja saaledes gik det til! men den Historie skal De ikke lade trykke, Madam Krone, og det vil jeg ikke heller! Tag nu det øvrige Træ-Skramleri; jeg har taget hvad jeg kan, og saa gaae vi til Kjøkkenet og faae det ordendigt til at blusse op under Fattig-Kjedelen.«