Andersen, H. C. Uddrag fra Skyggebilleder

Vi stege ud af Vognen, den gamle Apotheker bød hende sin Arm, for at følge hende hjem, det var tæt herved; vi andre gik med Klokken var omtrent 11, Alt var saa stille i den underlige gamle By, der var mig saa ganske fremmed; spidsgavlede Huse, Kanapper og 29 Udbygninger rundtom i det skarpe Maaneskin. Vægteren gik med en stor Skralde, som han snurrede med, sang derpaa sit Vers og snurrede igjen. »Velkommen, Jomfrue!« sagde han midt under Sangen, og hun nikkede og nævnte hans Navn, idet hun traadte op af den høie Steentrappe; her boede hun. Jeg saae hende neie til Afsked og forsvinde bag Døren. Da siden efter Postillionen blæste, og vi skulde ind i Vognen igjen, saae jeg Lys paa hendes Værelse; en Skygge gik over Gardinet, det var hende, der saae efter os ved Vinduet. Nu var den Reise forbi for hende, som hun maaskee i flere Aar havde glædet sig til, muligt staaer den som et af de lyseste Punkter i hendes eensformige Liv, og hun vil sidenefter, mange Gange nyde den i Erindringen. Der ligger virkeligt noget Rørende i saadan en gammel Piges stille Klosterliv; hvem veed hvilken Orm der gnaver dette Hjerte; der ere Følelser og Tanker, vi ofte ikke kunne betroe vore kjæreste Venner. Imorgen skulde hun maaskee begynde med Skolen igjen, høre Børnene i les verbes réguliers. - »Aimer, aimant, aimé« - - hvor der dog kan ligge mange Erindringer i saadant et regelmæssigt Verbum. Vi rullede ud af Lyneborg, uden at have seet nogen af dens Mærkværdigheder; ikke engang Skinken af det berømte Sviin, der for 800 Aar siden opdagede Saltkilderne.