Andersen, H. C. Uddrag fra Skyggebilleder

Paa Slotspladsen laae Alt i Gruus, en Mængde Mennesker arbeidede paa, at rive de sidste Rester ned og at lægge Stenene i Hobe. En Sidebygning, der benyttedes som Vagtstue, stod endnu; Brætter vare 38 slagne for de sønderbrudte Vinduer, og op af Væggen saae man paa Spoer af den sorte Røg. Inde imellem Gruset sadde nogle Barnepiger, og mens Børnene legede der, sang de Barcarolen af: den Stumme. De tænkte vidst mindst paa, hvilken poetisk Figur de gjorde med denne Sang paa dette Sted De smaae Unger, som her legede, vil maaskee engang fortælle for deres Børn, som den første, fjerneste Erindring de have, om dette Slots Ødelæggelse; da staaer her et nyt og herligere, eller, hvad der er rimeligere, da er her Promenade, og en ny Børnevrimmel hopper om under den gamle, blaae Himmel.