↩ Jeg besøgte Nicolai-Kirken. Her ere Malerier af Oeser; et der forestillede »Christus ved Brønden« behagede mig især; om det maatte behage mig, veed jeg ikke, da jeg ikke endnu har spurgt nogen Kunstdommer derom; i Kuppelen over Alteret var malet en svævende Engel, det syntes ikke at være Malerie, men et levende Væsen. De høie Hvælvinger bleve just støvede af; man havde reist nogle kunstige Stilladser, og fra disse reiste sig en uhyre lang Stige, høit op, som en Skibsmast, og øverst oppe paa dette vaklende Sæde sad en Mand, ligesom Puds i »Sigrid med Sløret« og feiede af yderste Formue, det saae malerisk nok ud, men lidt »fürchterligt«. Det forekom mig næsten, som Manden var sat derop, for at Kirken ved ham og hans tilsyneladende Fare, skulde see høiere ud, end den egentlig var.