↩ Ved Schandau stege vi i Land, for samme Aften at være i Dresden; men vi havde endnu et Fjeldparti at besøge, det bekjendte Lilienstein. Lodrette reiste sig de stolte Klippeblokke, vi stode alt ved deres Fod, under de gamle Linde, der ogsaa tilbød deres Skygge for Friedrich II. En Mængde Fodstier krydsede hinanden, snart sank vi ned i det dybe Sand, snart maatte vi stige næsten lodret op af Trin, der vare huggede 113 ind i Klippen. Over et gabende Svælg laae der en lille Træbroe, Stien bugtede sig meer og meer, endelig stode vi da paa den øverste Spids, der er en stor Flade, af næsten hele Klippens Omkreds, begroet med Gran og Fyr. Paa en fremspringende Klippe stod en Søile, til Minde om Aaret 1708, da Kong Friederich August, Kurfyrst af Sachsen, besteg Lilienstein. Hvilken herlig Udsigt har man ikke herfra ud over Schandau til de böhmiske Bjerge! Dybt nede, mellem de solbelyste grønne Enge løb Elbfloden, og paa hiin Side viiste sig Flekken Königstein under det stolte Fjeld, hvorpaa selve Festningen ligger. Hele Egnen under disse Bjerge er, som bekjendt, mærkelig af Friedrich d II. lykkelige Krigstog 1756 mod Sachserne, som han her indesluttede og tvang til Overgivelse.