Aarestrup, Emil Uddrag fra Digternes Prydelse (DK)

Ingen kan vide - paa disse Tide, - hvad jeg maa lide, - hvad jeg maa døie - med Øre og Øie, - baade af Lave og Høie, - baade af det Fine og det Drøie, - baade i Pels og Nattrøie, - baade udvendig og indvendig, - allevegne, - af Andre og Egne - fordi jeg gav efter - for Din Tunges veltalende Kræfter, - for Dit Blik, som tryller og hefter; - og lod mig friste - til det, som jeg vidste - vilde komme mig dyrt at staae paa det Sidste. - Ved Ham, der skabte Elephantens Snabel, - de Troendes Sabel, - og Persiens skjønneste Fabel, - men ogsaa det ufuldendte Babel! - Sneglen uden Huus, - den uanseelige Muus, - og min sletteste Parabel - som Dine Digte ere berømmelige, - deres Kilder utømmelige - deres Vers rene og sømmelige, - deres Tanker friske og fyldige, - men derfor ikke mindre søde, uskyldige, - ere mine, det føler jeg, istedenfor runde, klumpede, - istedenfor glatte, skrumpede, - istedenfor korte, stumpede, - istedenfor velordnede, sammenslumpede, - istedenfor langhalede, kortrumpede, - istedenfor taalelige, utaalelige, - og derfor mine Qvaler umaalelige. - Jeg mærker ogsaa daglig noget, - man rykker ud med Sproget, - løfter lidt paa Laaget - og gjør mig Sagen meer og mere broget, - meer og mere kroget. - En siger, tilsyneladende rolig, - Skuldren klappende, - og Knappen snappende - fortrolig - skjøndt i sit Indre - ikkedesmindre - Haan-Latterens Hule og Spottens Bolig: - Naa, som jeg hører, er dine Digte i Trykken, - naar kan 193 Publikum vente sig Lykken? - Det løber mig iiskoldt ned ad Ryggen - En anden raaber: hvad! mon Fanden dig plager! - du har dog ei sendt dine Sager, - din mislykkede Dei til en Bager, - i Forventning af Kager? - Du begriber, hvordan slig Tale mig smager og behager. - En tredie spotter: - Havde jeg tænkt, du havde saadanne Rotter, - saadan en Musefamilie - i din gamle, gule Chenille, - saa skulde jeg ladet dig blive hjemme, - om ogsaa tusinde Børn sad i Klemme; - du havde nok med dine egne at fremme. - Den Spot er ikke nem at glemme. - Lad mig derfor, min Ven, høre din trøstende Stemme - sæt en Fløite for din Mund - og blæs, om ogsaa kun - for en Stund, - mine Skrupler i Blund. - Mit Indre skriger, - som efter Blod en Tiger, - som en Ungkarl efter Koner og Piger, - efter et Ord fra Dig, sødmet af Smiger - Ved Ham, der fylder Vandbærens Kande - hver Nat, i de hede regnløse Lande, - og kaster til Nordpolen - over Iis og Snee en Purpurstraale af Solen! - et Ord fra Dig er Erstatning - for denne Tvivlens og Skrækkens Forfatning - et Ord fra dig vil mig læge - vederqvæge - og pege - paa Muligheden - af Haab for Udueligheden - vil - naar du skriver mig til - udslette mig Rynken af Panden, - fylde mig Trøstens Bæger til Randen, - dreie Forstanden, - gjøre mig reent til en anden - hjelpe som Fanden - kortsagt, opfylde min Tomhed og Plathed - min Huulhed og Mathed - med Sødhed - og Blødhed - med Hvidhed - og Blidhed, - ganske - som en Liliehaand opfylder en Handske - Troen Fornuften - Rosenduften - Luften, - en guldlokket Nakke Hatten, - og Maanestraalerne Natten.