✂
Hvor hans Manerer ere ridderlige!
Kun Skade, at hans ene Øie skeler,
Og at hans Handlinger er lidderlige.
✂
I fire Døgn med Breve bombardeertes;
Den femte Aftenstund parlementeertes;
Og sjette Nat hvad saa? - capituleertes.
✂
Blomst af Forglemmigeien!
Man finder dig; man fæster dig ved Hjertet,
Og om et Øieblik, saa er du tabt paa Veien.
✂
Blomst af Reinekloden!
Du svulmer alt - o snør dig ei formeget!
Husk, at din Frugt skal blive rund og moden.
✂
Blomst af Skarntyden!
Ræk mig dit Bæger! det er fuldt til Randen,
Men jeg vil tømme denne Skaal for Dyden.
✂
Blomst af Skovsyren!
Stol ei for trygt paa din fredede Uskyld,
Tørstig og ludende nærmer sig Tyren.
✂
Han kunde havt, hvad jeg i Aftes fik,
Det Fjog, der fordrede en Lyd, et Ja -
Kan den forstaae et Ord, der ei forstaaer et Blik?
✂
Hvad klapper du Anselmo for, Ulrikke,
Og piner ham med dine søde Blikke -
Den Steen, du ei kan vælte, lad den ligge.
✂
Hvortil nytte de evige Klager!
See dig om efter alskens Sager -
Ingen faaer nyt Brød, uden han bager.
✂
Ved et Forræderie af Silkekjolen,
Idet hun sprang med Lethed ud af Vognen,
Saae man - det Hemmeligste under Solen.
✂
Hun satte sig med Ærbarhed paa Stolen,
Men under den forraadte Silkekjolen
De nydeligste Lægge under Solen.
✂
Med Gratie sig Dandsens Rækker krydse,
Vel hundred Fødder svæve over Gulvet -
To af dem gad jeg have Lov at kysse.
✂
Er det ei skrækkelig kedsommelig,
At Bertha, der ifjor var saa guddommelig,
Iaar er gift og høifrugtsommelig.
✂
Blomst af Jasminen!
Din lange Haarlok har jeg gjemt i Silke,
Lagt paa mit Hjerte skal den lindre Pinen.
✂
Svøb dig i Pelsen og den bløde Muffe;
Du er saa tryg, skjøndt vi hinanden puffe,
I min Kareet, som i din Moders Skuffe.
✂
Blomst af Lilieconvallen!
Tidt føles Magten af rhetorisk Svada,
Men du beseirer med en barnlig Lallen.
✂
Blomst af Riddersporen!
Din Silkekjoles Slæb opløfter Pagen,
Forfra den løftes af Majoren.
✂
Den sødeste af alle Luiser,
At hun elsker mig, at hun elsker mig,
Er en af hendes Capricer.
✂
Blaa Petersilie
Fyldt i en Kylling og lagt om en Østers
Smager Du bedre end Blad af en Lilie.
✂
Grønne Agurker!
Vantrevne, sure, forhærdede Kegler!
Lykkelig hvor kun er saadanne Skurker!
✂
Cactus, som med Purpurbægret blusser!
Ti Aar jeg saae dig tornefuld og treven,
Nu, ved din Blomstring, jeg med Rette studser.
✂
Rosenknop saa fager!
Giv mig et Kys; to giver jeg tilbage;
Saa kan du ikke sige, jeg bedrager.
✂
Rør ei min Lok! Jeg er usynlig smykket!
Paa dette Sted - her hvor min Tinding brænder -
Har hun sin Læbes Rosenmærke trykket!
✂
Ja, jeg bekjender høit og lydelig:
Næst ham jeg elsker dig, - næst ham, - fast mere -
Ak Gud! kan du forstaae mig? er jeg tydelig?
✂
Farvel! - bød hun - Farvel! - Der var i Skriget,
I Lyden af de sidste Ord, en Bristning,
Som den, hvorefter stumt sig strækker Liget.
✂
I Hovdets Synken, Armenes Forlængelse,
I Afskedsblikkets langsomme Udslukkelse -
Var der en taaredrukken Liigbegjængelse.
✂
Men i det lange Kys, i Favntags-Heden,
I vore Hænders Tryk, i Troskabs-Eden
Var en Tilegnelse for Evigheden.
✂
Og i de bittre Smerters Overmandelse,
- Selv i Resignationens mørke Taare -
Var der en Himmelfart og en Opstandelse.
✂
En Stedmorsblomst du hefted mig paa Kjolen,
Og Svalerne fløi sorte langs med Jorden -
En Tordensky opvælted sig for Solen.
✂
»Hvor jeg foragter Digteren, som røver!«
Døm ei saa strengt! Husk paa, jeg selv jo raner
Fra Dig den Sødme, som mit Digt behøver.
✂
Min brogetklædte, brune Negerinde,
Afrikas Barn, med Hjertet fuldt af Hjemvee,
Vil hjelpe dig min Kammerdør at finde.
✂
Ja, du har Ret! Vel maa du lee og hysse!
Enfoldigt, klodset Læberne bevæges,
Naar de vil tale, hvor de burde kysse.
✂
En Femtenaars! En lang og smidig Unge!
Hvor luftig hendes Gang! hvor knipsk Fodskiftet!
Og i sin Trodsighed hun rækker Tunge!
✂
Det Skjønhedsglimt, den Yndighedjeg mægted
At liste fra dig, er paa disse Blade,
Som Sommerfuglens Vingestøv, fasthægtet.
✂
Men ak, hvor ofte hang sig, hvad jeg røved
Af Deilighed, ved mine plumpe Fingre
Glandsløst og dødt, som Sommerfuglestøvet.
✂
Jeg traadte dig paa Foden, da vi kjørte,
Jeg hvidsked dig i Øret, da vi dandsed,
Men du - du hverken følte eller hørte.
✂
Det var i Nat som om jeg skulde dræbes -
Mit Veir blev væk - Jeg tænkte: Gudskelov!
Nu skal der ikke sukkes meer og flæbes!
✂
Jeg knælte for dig som en ung Platoniker -
Du bad mig sidde ned, jeg gjorde som du bad -
O, Amor er den rædsomste Ironiker!
✂
Snørlivet sad, saa Ingen kunde klage,
Skjønpletten var endnu paa hendes Hage,
Og Næsen rynked hun som fordums Dage.
✂
Det er en nederdrægtig slet Affaire!
Hun loved mig, paa Pletten her at være
Før Fem, og nu er Klokken Ti, min Kjære!
✂
Den lysblaa Badevogn var trukket ud paa Sandet -
Man hørte Fnisen af de unge Skjønne -
Det var som Lilier blomstred under Vandet.
✂
Jeg standsede i Midten af mit Buk -
Saa sort en Lidse paa en Barm, saa hvid!
Jeg tabte Fatningen - Du var for smuk!
✂
Hæld Vand af tusind Blomster i mit Hoved! -
Vift mig med Aftenkjølighedens Vifte!
Nu digter jeg igjen, - Gud være lovet! -
✂
Som dette Vandfald gjennem Lundens Myrter,
I sine Elskovsdages dunkle Minder
Erindringen høithulkende sig styrter.
✂
Naar Kysset neppe mere Kysset føler
Fordi for hidsigt Læbe Læbe brænder,
Tryk dem i Barmens hvide Snee - det kjøler.
✂
En foretrækker Stemmens Blidhed
En Blikkets Dyb, En Læbens Sødme
Jeg bekjender mig til Hudens Marmor-Hvidhed.
✂
Til Legetøi for mine lystne Hænder
Gav hun i Vognens Mørke mig sit Armbaand
Af Guld og Perler - daarligt Bytte, Venner!
✂
Jeg elsker Kløfterne i Mund og Hage,
Og Kindens Smilehul og Nakkens Grube,
Og fandtes ingen fleer, skal jeg ei klage.
✂
En blegrød Albuspids veed jeg at hædre,
Naar den er rund og glat, som sjælden findes -
Men Knæets Marmorskal anstaaer mig bedre.
✂
Tændernes skjønne Stilling til hverandre
Er Tegn paa søde, sandselige Lyster -
Naturens Orden kan man ei forandre!
✂
Interessant nok for en Skjønheds-Kjender
Er Nakkehaarets Snoening ved sit Udspring,
Men find, naar Knuden løses, hvor det ender.
✂
Alt hvad Fornuftigt siges kan om runde
Snehvide Skuldre, har jeg sagt; til Gjengjæld
En af dem nu mig Hvilested forunde.
✂
En Strøm af Ord, blandt stille Blomsterbuske,
Fra vore Læber perled, hastig, ivrig!
Hvorom det var - kan du, kan jeg det huske?
✂
Som Nattergalen fløiter ved sin Bolig
Ei for at røbe Lidenskab og Attraa
Men for at lade ligegyldig, rolig
✂
Vi vilde begge listelig med Sproget
Ved Hjelp af Tungens flydende Betoning
Gjensidig for hinanden skjule noget.
✂
Hvorledes Haanden er saa nem og skikket
Til flygtig Gliden og til sagte Trykken,
Veed den Uskyldigste paa Øieblikket.
✂
Paa hver en Skygge speidende hun stirred,
Og lytted efter hver en Lyd i Natten -
Bestandig smukkere og meer forvirret.
✂
Den Tid vil ogsaa komme jeg mig trøster,
Da hun vil Intet andet see og høre
End Fakkel-Glandsen, som Gud Amor ryster.
✂
Det var saa nydeligt, da, trykt mod Barmen,
Du hvidsked til mig: Ikke meer saaledes!
Men tag mig kjønt og ærbart under Armen!
✂
Jeg lokker ei med Slangens Bugt og Blikke;
Kun med Forstandens Rangle, Tankens Glathed,
Besnærer jeg mit Rov - det nægtes ikke.
✂
Utroskab er antik; da Helena sig jamred,
Og ei godvillig vilde følge Paris
Trak Venus hende selv til Sovekamret.
✂
De mørke Lindetræers Duft var deilig!
Hun bukked sig tilbage for at aande -
O denne svage Stilling - hvor beleilig!
✂
Det er min egen Skyld, og ingen Andens -
Bebreided du dig selv - at jeg har feilet!
Nei - hvidsked jeg - nei, det er Ægtestandens!
✂
I Oldtiden, som græske Sagn vil sige,
Tog Jupiter det Skjønneste fra Jorden,
Og loe i Skjæget af de Dødelige.
✂
Alt skifter om! Jeg har Jupiter kyset -
Imens jeg favner Dig han staar paa Himlen,
Kold, skjælvende - og holder Lyset!
✂
Hvergang den store Stjerne nu bekikker
Mig eensomvandrende i Sommernatten -
Jeg løfter Næsen høit, og spodsk jeg nikker.
✂
Undskyldning bringes herved alle Taftes
Og andre fine Dame-Klædningstykker,
Der lod sig krølle noget igaaraftes!
✂
En Hat selv, der var rynket og carreret,
Og ei saa ganske kort endda paa Skyggen,
Har ei imindstemaade mig generet.
✂
Hvor sandt et Ord, som jeg har hørt af Flere!
At, hvo som faaer den lille, hvide Finger,
Kan være sikker paa, at han faaer mere.
✂
For ret at see en blaalig Plet, som brændte
I Halsens Liliehud - med rynket Næse
Skinsygeris Furie sin Fakkel tændte.
✂
At Natten er saa mørk, det er en Lykke!
Det passer sig saa godt! Det var om Natten
At Amor gjorde sit Besøg hos Psyche.
✂
Riv dig kun løs og græd og vær kun bange!
Det er saa kjønt, at see dig Haanden vride,
Din Kamp med Lænkerne, du søde Fange!
✂
Retsom en Halvgud, der Ambrosia nipper,
Beruset, vaklende om Skaalen fatter -
Saaledes ogsaa jeg, naar Kysset slipper.
✂
»Godnat! Sovvel!« - O nei, endnu dog ikke!
Goddag! Godmorgen! Siden vi tog Afsked
Er der jo gaaet nogle Øieblikke.
✂
Ved Kysset heftet i din Nakkegrube
Du gjøs og kasted dig tilbage - Hurtig
Jeg planted Kyssets Rose paa din Strube.
✂
Jeg kunde have gjort det mere broget,
Løst Haarets tusind skjønne Cataracter -
Men jeg er karrig - jeg vil gjemme noget.
✂
Til Kys indbyder Armen, hvid og kjælen!
En deilig Tumleplads den runde Skulder!
Men Kys paa Barmen gaae ret ind i Sjælen.
✂
»Hvis Nogen saae os her - os to - alene!«
Hvad var det saa? Hvad andet vel at skue,
End Slyngningen af et par Blomstergrene?
✂
Min Ven, et Raad! Du vil en Lindring føle,
Naar altfor hedt du Læbens Kys har drukket -
Ved Dig i Sneen rundtomkring at kjøle.
✂
Omkring din Deilighed i Kreds jeg summer,
Som Bremsen om det store Liliebæger,
Og først i Nektarkalken jeg forstummer.
✂
Forlad mig! Gaa! Min Ro, mit Liv, min Ære,
Alt staaer paa Spil! For Guds Skyld lad mig være! -
Man troer det ei! Jeg adlød - Paa min Ære!
✂
Du kan ei undres over, at jeg varlig,
Forsigtig næsten, speider i dit Aasyn -
Du veed, jo skjønnere, desmere farlig.
✂
Jeg fandt i Dig en øm, vellystig Kone
Forledendag - og jeg er ei Herakles -
Hvad gjør dig da med eet til Amazone?
✂
Blomst af Salpiglossen!
Du lod, som om du snublede i Græsset,
Han hjalp dig op og gik - See dog til Tossen!
✂
Blomst af Salvien!
Om ogsaa Mange kalde dig en Snerpe,
Dit lille Honninggjemme kjender Bien.
✂
Blomst af Balsaminen!
Skjænk i mit Glas! hun sagde - dette Gjenskin
Paa Dugen, er min Nydelse af Vinen.
✂
Blomst af Lupinen!
Hvert uforsigtigt Brev, du sendte, har jeg
Paa Øieblikket kastet i Kaminen.
✂
Blomst af Jalappen!
Bevares, Frøken! jeg skal altid passe
At først gaae over Stenten, først op ad Trappen.
✂
Blomst af Gentianen!
Du lukker Døren op, jeg lukker Døren i,
Din Mand er ude just - der har du Planen.
✂
Neglike, du bristende!
Hvad vil du i det gamle Frøkenkloster,
Saalænge du endnu er ung og fristende?
✂
Blomst af Levkoien!
Tre Ellepiger saae jeg luftigt dandse -
En af dem fulgte jeg i Elverhøien.
✂
Blomst af den brune Malve!
En Bræmse hænger ved dit store Bæger,
Lad ham ei tage Alt; und mig det Halve!
✂
Tøffelblomst du søde!
Jeg havde ventet mig en streng Behandling,
Men dine Slag er smigrende og bløde.
✂
Dunkle Skabiose!
Igjennem Sørgedragtens Sorthed skimter
Jeg Purpur af en friskbedugget Rose!
✂
Valmue! mørk i den marmorne Vase!
Nu har jeg seet dig! din brogede Turban!
Nu vil jeg hjem at drømme og rase!
✂
Blomst af Potentillen!
Du er saa pæn, saa kruset og saa krøllet,
Ja selv din gamle Mand er pæn og pillen.
✂
Blomst af den røde Diptamme!
Frygt ei, at Schawlet brænder med det samme,
Fordi i Skumringen du kommer lidt i Flamme.
✂
Hvidblomstrende, lille Dryade!
Alpehøit boer du! mange Trapper i Veiret;
Men jeg følger dig dog i den ensomme Gade.
✂
Blomst af Hibisken!
Lyserød smiilte du til mig ved Bordet -
Men immer stum op gabende som Fisken
✂
Blomst af Sværdlilien!
Stolt er du, og kaster haanlig med Nakken,
Men jeg blæser ad dig og hele Familien!
✂
Blomst af Aben!
Tag du dit Strikketøi, jeg tager Bogen -
Thi ellers døe vi beggeto af Gaben.
✂
Han læser Spisesedlen med betænksom Mine:
Hummer og Krebs, Pigvarer, Negenaugen -
Hei! giv mig et Par friske Kys, Petrine!
✂
Ni Børn fik Rosa, høist uliig hinanden.
Hver Unge var sin Fader op ad Dage,
Men der var ikke en, som ligned Manden.
✂
Min Kjærlighed er evig! raabte Clara,
Idet hun vandede sin Urtepotte -
Vandkanden hvidsked: jeg er Niagara!
✂
Hvad i mit Hjerte dybest inde ligger?
Hvad Sjælen i sin mindste Afkrog gjemmer?
Min Engel, vær dog ingen Posekigger!
✂
Vi sad i Krogen, som sædvanlig, fjasende;
De Gamle spilte deres Whist; med eet
Udraabte hun: jeg troer, at du er rasende!
✂
Stryg du din Frues Kjoler og Tistille,
Stiv hendes Kraver, Skjørter og deslige -
Lad hendes stakkels Mand i Fred, Pernille!
✂
Om Panden Baand, om Arm og Hænder Laase,
Om Halsen firegange snoet en Lænke -
Men Munden - som er fri - hvor den kan vaase!
✂
Din Haarvæxts Knude bringer mig i Harme -
Alting vil jeg see løst og fra hverandre,
Som dine runde, melkehvide Arme.
✂
Guds Viisdom see! Det øser ned med Spande,
Men alt som Himlen meer og meer sig skjuler,
Du løfter op, som til Erstatning, Hanne!
✂
Hvad Under, mine Tanker er forfløine,
Og at min Pen gjør visse, gale Streger -
Forførerske, med dine skjælmske Øine -
✂
»Lad ikke Sommerschawlet glide, Ven,
Fra Skuldren ned, jeg kunde bide den!«
Hvordan? Kan du da ikke lide den?