Aarestrup, Emil 1. Klassikeren

1. Klassikeren

Emil Aarestrup nåede at udgive én digtsamling, Digte (1838). Den blev tiet ihjel af kritikken, men vakte ifølge Johanne Luise Heiberg alligevel opsigt, vistnok for sin dristige erotik. En egentlig kritisk reaktion kom først ni år senere, da den fremsynede, men uglesete kritiker P. L. Møller behandlede bogen i sine Kritiske Skizzer (1847). Digtes kranke skæbne fik senere på århundredet denne krystalklare diagnose af Georg Brandes: Aarestrups lyrik blev »paa éngang i sin Egenskab af Poesi [...] lagt tilside af de »materialistisk« sindede og samtidig i sin Egenskab af materialistisk Poesi [...] lagt ad acta af Datidens idealistiske Læseverden« (Brandes, s. 255). »Materialistisk Poesi« var simpelthen en selvmodsigelse.

Aarestrup udgav Digte tilskyndet af vennen og digteren Christian Winther, der var en af hans få kanaler til København og kulturlivet. De digte, der udgør samlingen, var kun godt det halve af, hvad Aarestrup i 1838 havde i skufferne af superbe digte, så noget kunne tyde på, at han selv og måske også Winther havde tiltænkt Digte så tilpas succes, at en efterfølger ville være blevet mulig. Den 258 måtte vente til 1863, syv år efter Aarestrups død, hvor Winther sammen med F. L. Liebenberg udgav Efterladte Digte. I 1877 fulgte Samlede Digte »med en Karakteristik af Digteren ved Georg Brandes«. Med disse udgivelser, og senere Oluf Friis' store digtudvalg fra 1918, Digte (genoptrykt 1962), og med Møller, Brandes og Friis som advokater, tegner der sig, med udgivelsesdagen som nulpunkt, en linje af støt stigende anerkendelse ind i dette århundrede.

Og den er fortsat. I dag er Aarestrup nok vores mest læste romantiske lyriker. Få digte på dansk er så kommenterede som »En Middag« og »Paa Sneen«, og få så citeret og lært udenad som »Angst«. At han er blevet en klassiker i den forstand, at han virker moderne på os i dag, har at gøre med mindst to ting - ud over den åbenlyse, at han, i »Erotiske Situationer« især, opridser forelskelsens anatomi, så det siger spar to. Aarestrup er sprogligt virtuos i et omfang og på en måde, der gør sproget selv til aktør i digtene, og han er det inden for netop de lyriske genrer, der har vist sig at have fremtiden for sig. Med sin særlige sprogevne lægger Aarestrup sig til en strømning i 1800-tallet, vi kan kalde æsteticisme. Det er den ene ting. Den anden er, at mange af hans digte er rensede for idealisme. Her falder et andet litteraturhistorisk begreb for, nemlig romantisme, forstået som desillusioneret romantik og disharmonisk biedermeier. Mere om disse begreber senere. Aarestrup er en sekulariseret, dvs. dennesidig lyriker fyrre år før sekulariseringen rykkede radikalt ind på os med det moderne gennembrud. Det er ikke tilfældigt, at netop Brandes blev en indflydelsesrig fortaler for Aarestrup. I det stykke er Aarestrup for lyrikken, hvad St. St. Blicher er for prosaen: en forudskikker af de erfaringer og skrivemåder, der opstod med og i kølvandet på det moderne gennembrud.

At forstå træk ved Aarestrups digte via to litteraturhistoriske begreber som æsteticisme og romantisme er ikke nødvendigvis at gøre digtene til udtryk for deres tid eller til unikt historiske fænomener. For det første er Aarestrup som sagt netop et eksempel på en digter, der også er forskudt for sin tid, og derved udvisker han netop det ellers så skarpe skel, som det moderne gennembrud er sat til at sætte. For det andet er der et element af universalitet i den slags begreber, der gør, at de tilsammen kan danne et forfatterskabs 259 spektrum. En klassiker er som sagt én, der er moderne, som er her hos os nu, i øjenhøjde.