Aarestrup, Emil 2. Eksil og naturalisme

2. Eksil og naturalisme

Man har hæftet sig ved to ting i forbindelse med Aarestrups biografi, som i et vist omfang kan forklare hans lyriks særstilling: hans »udlændighed« og hans erhverv. Han blev født i 1800 i København og virkede fra 1827, hvor han tog embedseksamen og blev gift, og til sin død i 1856 som læge, de første 22 år på Lolland i Nysted og Sakskøbing, de sidste år som stiftsfysikus i Odense. Provinsen var et eksil for Aarestrup, og eksilet har fra Euripides til Beckett været en dynamo i litteraturen. I studietiden fulgte han forelæsninger hos nogle af dansk romantiks store navne, filosoffen F. C. Sibbern, naturvidenskabsmanden H. C. Ørsted og Adam Oehlenschläger, der også var professor i æstetik. Fra at have været en del af åndslivets inderkreds blev han praktiserende læge i rigets udkant, og den bekostelige årlige tur til hovedstaden blev et højdepunkt. Han holdt som sagt en sparsom kontakt til Christian Winther, spadserede nogle gange med Søren Kierkegaard og korresponderede ivrigt med sin ven i hovedstaden, urtekræmmer Christian Petersen; men ellers stod den på skrantende lollikker og en hastigt ekspanderende familie. Isolationen gjorde det at digte til noget privat og derfor måske friere, æstetisk som erotisk.

Medicinstudiet og lægegerningen nævnes ofte som årsag til Aarestrups naturalistiske - det vil her sige uidealistiske og sansebundne, det Brandes kalder materialistiske - lyrik. Eksil og naturalisme er altså nøgleord, og det modsatte af biedermeier-parnassets typiske kendetegn, hjem og idealisme. Aarestrup var eksileret som Blicher og naturvidenskabeligt uddannet som J. P. Jacobsen. Disse træk af biografien forklarer dog langtfra tilstrækkeligt træk ved værket, de er snarere belejlige metaforer for dem.