Aarestrup, Emil Udvalgte digte

3. Forskningen

De tidligste kommentatorer har lagt en række spor i måden at læse Aarestrup på. P. L. Møller kunne bruge Aarestrup i sin forgæves kamp imod den provinsielle tidsånd og for en europæisk set mere moderne litteratur. Møller fremhæver det sanselige hos Aarestrup som en modsætning til samtidens åndelighed og idealisme, og forstår ham som sybarit med sporadiske disharmonier. Sanseligheden bliver civilisationskritisk, idet den bringer Aarestrup til at betragte kærligheden som en kraft, der udæsker den herskende, hæmmende orden. Det sidste bliver et centralt tema i Aarestrupforskningen, ikke mindst den nyere som Keld Zeruneiths biografi Den frigjorte (1981) og Søren Baggesens forskellige bidrag, herunder »Om Emil Aarestrup« (1997). Til gengæld bemærker Møller kritisk, at en række af digtene mere er situationer end digte - der mangler altså afrunding - og at en vis kunstighed, en »vis Smag for den lyriske Dandyisme« (Møller, s. 227) fordærver udtrykket. Fratrukket vurderingerne og formuleret i retrospekt giver det denne karakteristik, som stadig kan passere: Aarestrup er i modsætning til sine samtidige en erotiker og svoren dennesidig med hang til det brudte og preciøse. Den første halvdel af karakteristikken har at gøre med romantisme, den anden med æsteticisme.

Som allerede set, peger Brandes også på det materialistiske ved Aarestrups lyrik. Modsat Møller balancerer han livsnyderen med den desillusionerede. Det giver ham et skarpere blik for romantisten Aarestrup, som han så ligesom Møller kan sætte op imod den fremherskende litteratur i 1830'erne. Det erotiske og dennesidige overskrider ikke sanseverdenen idealistisk, men udvider den. Tre forrygende eksempler er »Forgjæves! min Længsel«, »Lokkerne« og »Hendes Lokker« (s. 179-183), hvor håret aflokkes uendelige betydninger. Det er en ekspansion, der låner aura fra en smykket og mytologiseret natur som i »Platanen« (s. 118-119), eller en afdanket kristendom som i »I en Landsbykirke« (s. 110-113). Aarestrup siger det sådan her i »Er Du en Christen? - spurgte du mig nylig ...« (s. 226-227):

261

Det Hellige maa mine Hænder røre,
Maa med det Jordiske sig blande,
Maa sig forvandle, under mine Bønner,
Til Guddomslegemet, det sande.

Det er Aarestrups naturalisme, den for ham usædvanligt stærke kristne metaforik til trods, og så langt kan Brandes indrullere ham i sit eget litterære program. Den »Tro«, digtet taler om, og som er den, »tvende saliggjør«, er en tro ved det, at den helliggør det jordiske, og ved at den gør det på trods af tvivl og erfaring. Men denne trodsighed er ulig Aarestrup, og derfor forbliver han for Brandes i romantisk desillusion eller sanselig umiddelbarhed. Den skæbnetrods og polemiske brod, der karakteriserer Brandes' helte, Lord Byron og Heinrich Heine, ejer Aarestrup ikke. Aarestrup er ingen Prometheus, ingen gudetrodser og lysbringer. Han falder på sin manglende positivitet. Heri ligner han en række af det moderne gennembruds skikkelser, ikke mindst æsteticisterne Herman Bang og J. P. Jacobsen. Han er heller ingen Oehlenschläger. Han viderefører ifølge Brandes det sanselige og koloristiske hos forbilledet, men talentet bliver ved skæbnens ugunst aldrig udfoldet i flere facetter end disse. Han falder altså også på sin hang til det ufuldendte eller brudte.

Brandes nuancerer den æsteticistiske vinkel yderligere. Aarestrups digte er nemlig materialistisk poesi i mere end én forstand. Det erotiske fordobler sig. Ikke kun de kvinder ordene taler om, men også ordene i sig selv er genstand for lyst. Igen er digtene om lokker gode eksempler, fordi lokkernes slyngninger også bliver sprogets. Den sproglige variation over motivet bliver et mål i sig selv og forførende som lokkerne. Aarestrup glæder sig »ved Skjønheden af Materialet som saadant«, siger Brandes (Brandes, s. 270), og Oluf Friis taler om »en forelsket omhu for råstoffet« (Friis, s. 38). Denne side af digtene er på det seneste blevet belyst med kongenial lyst af Jørgen Sonne. Aarestrups hang til sprogmaterialet er den dybere årsag til det afbrudte i digtene. Han dvæler mere ved den skildrede enkelthed end den fulde følelse; men de enkelte dele er til gengæld prægnante: »Et Vers er altid en Mosaik af Ord«, siger Brandes (Brandes, s. 270), og Friis kan fremhæve ritornellen som 262 hans egentlige genre. Her kan det unikke sanseindtryk og den legende omhu for materialet dyrkes løsrevet fra helheden og det psykologiske portræt. Situationen er en udbygning heraf, og romancen (se n.t. s. 9) endnu én. Selv romancerne er episk ligeglade og detailfikserede, som dette ofte fremhævede eksempel fra »Tidlig Skilsmisse« (s. 185-188):

Hun svimled - faldt som knuset -
Man finder intet Marmor
Deiligere strakt i Gruset.

Forkærligheden for det frosne moment og versets mosaik rykker digtene ud af sammenhænge som tid og årsag-virkning og henimod tableauet og ordmusikken. Det æstetiske løsgør sig.

At Aarestrup er det kunstfærdige synsindtryks digter, viste Hans Brix allerede i 1908 i en artikel, der også satte fokus på et andet centralt tema hos Aarestrup: udvekslingen mellem erotik og æstetik anskuet primært som det førstes forvandling til det sidste - også denne linje er blevet ført videre i den nyere forskning, ikke mindst af Zeruneith og Baggesen. Udvekslingen er kompliceret. Går erotikken, som Zeruneith synes at mene, forud for æstetikken, og er den sidste i så fald en afglans eller en fuldbyrdelse af den første? Eller er æstetikken, som den dobbelte sanselighed af kvinder og ord lægger op til, snarere en parallelforeteelse? Det mener Baggesen med den tilføjelse, at begge udspringer af samme panerotiske kraft (jf. Baggesen 1997, s. 55 og 73). Diskussionen bunder i sprogets egen dobbelte karakter af ting og tegn. Sproget beskriver verden, men det er også i verden som materiale. Der er vidnesbyrd nok i digtene om, at Aarestrup betragter det at digte, som hvad den canadiske litteraturforsker Northrop Frye ironisk med en term fra biologien har kaldt en forlagt aktivitet (»displaced activity«), et frustreret udslag af en afvisning fra pigen eller samfundet; men digte fungerer mere subtilt, derfor ironien. At digte og at elske kan hos Aarestrup ses som to parallelle former for sanselighed, der er gensidigt afhængige. Det ene går ikke forud for det andet, og de kan ikke føres tilbage til en fælles rod i naturen.