Aarestrup, Emil Uddrag fra Udvalgte digte

↩ »En Middag« (s. 108-109) er et med god grund ofte benyttet eksempel på, hvordan naturen ophøjes til kunst, først gennem spejlingen i floden, siden gennem den forarbejdning af naturen, vi ser i vandspejlet: forellen på fadet fremfor i vandet, vinen i glasset fremfor i drueskallen og orangen i kvindens mund fremfor i skrællen. Det er et lykkeligt tab af natur og en dobbelt indramning af den, hvor kvinden får en midterposition, indrammet af spejlingen, og som sådan en del af den kunstfærdige natur, men også selv ramme for naturen, i skikkelse af orangen, og på den facon en del af kunsten. Endelig er orangen en metafor for solen, så kvinden mikro-makrokosmisk både indeholder og indeholdes af skabelsen. Digtet skriver sig gennem kunsten tilbage til den store natur. Nydelsen ved det prægtige syn fordobler sig i første strofes lydlige pragt: klangligt slynger s- og f-lydene sig overdådigt, rytmisk gør udbruddet, afbrydelsen og først og fremmest enjambementerne talen plastisk. Det er en plasticitet, der er synliggjort i spejlingen i floden: flodens bevægelser gør billedet bevægeligt. Strofe 1 er graciøs som forellen. Den peger ikke kun på taflet, der i forvejen er kunstgjort natur, den peger også på sig selv som en kunst på nippet til at blive rigor mortis.