Aarestrup, Emil 13. Rimets timing

13. Rimets timing

Aarestrups rim er et studium for sig (jf. Sonne 1995b). I ritornellerne falder de altid på samme sted, men den tid, der går mellem dem, er erotisk udspændt. Rimets timing ses eksemplarisk af to på mange måder modsatte digte: det stærkt erotiske digt »Du! Du! Du Søde! ...« (s. 157) og biedermeier-parodien »Gunløde« (s. 44-45). »Du! Du! Du Søde! ...« er uregelmæssigt i rim og meter, fordi det mimer en stakåndethed. Verslængden er meget varieret, og enjambementerne er påfaldende. Der er en tendens imod jamber (∪−∪−), der fra start får modstand af udbruddenes mange trykstærke stavelser, som i »Du! Du! Du Søde!«.

Og der er langt imellem rimene. De ni vers mellem »Søde« og »døde« gør rimet, der peger på orgasmens enhed af død og lyst, så meget mere betydningsfuldt. Sådan er det også med de syv vers mellem »-smægter« og »nægter«, der sætter digtets scene og mimer afstanden imellem dem: hans smægten må vente syv vers på svar, og det svar, han får, er benægtende. Endelig sørger afstanden mellem »Blik« og »-drik« og »Ryg« og »Tryk« for at sprede digtets kun fire mandlige, dvs. trykstærke, udgange asymmetrisk over digtet, og det bidrager til det stakåndede. Som i »Ghasele« er det tydeligt, at rimene taler sammen på tværs af digtet og motiverer den betydning, de bringer sammen. Generelt fungerer rimene erotisk ved, at de holdes hen på ubestemt tid, inden de finder hinanden og forløses. De når at smægte, inden de parres. Zeruneith har beskrevet, hvordan også spillet mellem metrik og rytme mimer det erotiske (jf. Zeruneith, s. 277-284). Også digtet som helhed mimer det erotiske. Det slutter med en firedobbelt gentagen indledning (anafor), »Din [...] Din [...] Din [...] Din«, fulgt af et fordoblet udråb på tværs af metret, »Ha [...] Ak« for at afspændes i sidste vers' regelmæssige jamber og nænsomme berøring.

»Gunløde« går i langt hen parrimede vers. Det er den simpleste måde at rime på. Rytmen er også simpel, fordi metret ikke får noget modspil: da-dum-da-da-dum-da, siger det vers efter vers. Tilsammen og i sammenhængen får det en travesterende og uerotisk virkning. Rim og rimpar gentages med effekt. Når »Gunløde : bløde« gentages længere nede med »bløde : søde«, bliver hun for 280 blød. Når »Fruen : Stuen« gentages med »Huen : Fluen«, bliver det en parodi på biedermeiers lilleverden, idet dens sted, stuen, fører videre indad mod absurde småting. Slutningen bliver så meget niere pointeret, fordi rimordet »Graven«, som det eneste rim, falder med nogle vers' forsinkelse. Det gør det så meget desto mere definitivt, da det først falder, og denne tyngde øges af »sætter«, der rimer plumpt på sig selv længere oppe, og desuden på »Nætter«, hvis dødskonnotationer dermed forstærkes. De gentagne indledninger (anafor), der virkede stakåndede i »Du! Du! Du Søde! ...«, bidrager her til den rablende trummerum, som kan høres i da-dum-da-da-dum-da.